Nedenstående blogindlæg er baseret på specialet “Offentlig innovation gennem partnerskaber – om et bibliotek der turde tage ramasjangsen” udarbejdet af cand.scient.adm

Edit Lulu Nielsen, cand.scient.adm Kim Søborg Mathiasen og cand.scient.adm Annemari Fagerlund Arendal. Download hele specialet som PDF

I bibliotekssektoren er man kommet til den erkendelse, at børn og unge, i alderen 8-12 år, populært kaldet betweenagers, er blevet så selvstændige og kritiske i sit forbrug, at de har udviklet sig til en målgruppe, der adskiller sig betragteligt fra børn under 8 og teenagerne. Derfor kræves der nye målrettede tiltag for denne gruppe, hvis biblioteket skal leve op til kravet om adgang til varieret og kvalitetsorienteret kultur- og medietilbud for alle.

 

Biblioteket møder DR

I 2009 fandt Aalborg Bibliotek sammen med DR Ramasjang for at etablere et projekt der blev kaldt ”I øjenhøjde med Danmarks børn”, med det klare formål at udvikle kvalitetstilbud direkte målrettet de kvalitetsbevidste betweenagers.

Partnerskabet udformede sig konkret, i en halv times daglig live TV sendt fra Aalborg Hovedbiblioteks Børnebibliotek. TV-udsendelsen udviklede sig hurtigt til en enorm seersucces, der oversteg parternes forventninger.

På trods af den store succes foran TV-skærmen, var det alligevel svært for nogle børn at ændre på deres opfattelse af selve biblioteket. Et eksempel lyder på nogle skolepiger, der ikke troede på bibliotekaren, der fortalte, at biblioteket senere ville få besøg af Lene Nystrøm og René Diff kendt fra popgruppen Aqua – så pigerne gik ganske enkelt hjem igen.

Børnene virkede til at have svært ved at forstå, at udsendelserne blev sendt fra selve biblioteket, og der var derfor ikke så stort et fremmøde af børn, som man havde håbet på. Der blev spekuleret i årsagen til dette, og man spurgte sig selv, om der var tale om en speciel Aalborgensisk mentalitet, hvor man tror at sådanne interessante ting ganske enkelt ikke sker i denne del af landet.

Andre teorier gik på en manglende eksklusivitet, da man jo også bare kunne komme og se udsendelsen i morgen eller næste uge, og således endte det med at man aldrig kom derned. Eller måske fik man ganske enkelt ikke forklaret godt nok via TV-udsendelserne, at man kunne komme ned på biblioteket og være en del af skabelsen af landsdækkende TV.

På trods af det manglende fremmøde, tog bibliotekarerne de nye udfordringer i stiv arm, og blev hver dag inspireret af DR Ramasjang redaktionen til at gøre flere og nye skøre ting, og de blev hen af vejen bedre og bedre til at møde børnene i øjenhøjde.

 

Hvorfor blev partnerskabet en succes?

På Aalborg Bibliotek havde de en veldefineret vision for deres fremtidige børnebibliotek og for deres målgruppe. Dette indebar at blive et værested, der placerer sig mellem skole og hjem, samt at fremme oplysning, uddannelse og kulturel aktivitet for betweenagers. På Aalborg Bibliotek var de villige til at skabe rum for forandring. Her kan gæsterne snakke og grine med hinanden uden at blive tysset på. Det er tilladt at medbringe madpakke, som kan blive spist på biblioteket. Der er rig mulighed for alverdens spil og leg på børnebiblioteket – alt fra World of Warcraft til bordfodbold (som bibliotekarerne også gerne lader sig udfordre i af betweenagerne) finder sted. Et utraditionelt samarbejde med DR Ramasjang, var en oplagt mulighed og et naturligt næste skridt for biblioteket.

Aalborg Bibliotek havde modet til at tænke i nye baner og indgå i et partnerskab med en aktør, som er meget forskellig fra dem selv. Dette gav utryghed og usikkerhed i starten, men i slutningen af projektet blev kulturen tryg og tillidsfuld. Der blev åbnet op for at drage nytte af hinandens kompetencer og Aalborg Bibliotek lærte at arbejde med kortere deadlines og planlægningsprocesser, samt at være mere omstillingsparate. Ikke mindst blev bibliotekarerne mere opmærksomme på vigtigheden af god markedsføring.

På Aalborg Bibliotek havde man valgt, at ansætte en medarbejder på fuldtid til at koordinere og facilitere partnerskabet, og det er højst sandsynligt én af grundene til, at partnerskabet ikke løb ud i sandet, men derimod fik den ønskede effekt. For at kunne opretholde et partnerskabs intensitet, er det yderst vigtigt med ildsjæle, der virkelig brænder for opgaven.

DR Ramasjangs tilbud til børn og unge, gik fra at være noget der ikke blot kunne opleves på TV-skærmen, men til nu også at være noget som børnene kunne inddrages i og være en aktiv del af, blot ved at tage en tur på bibliototeket.

Projektet har siden videreudviklet sig til et nyt projekt, der hedder ”Ramasjang fra biblioteker i hele Danmark”, hvor en bus kører rundt til forskellige børnebiblioteker i landet, og sender live tv derfra.

Download hele specialet som PDF